Formindske drev C: i Windows Vista (og Windows 7.)


Da den gamle Medion PC nu er blevet 5 år gammel er det vel tid til en ny computer der er hurtigere og smartere?

Jo, det var det og igen faldt valget på en Medion fra ALDI. Det er så nemt, med lovligt operativsystem, installationsDVD'er og hvad ved jeg. Den nye var uden alt for meget "multimediagejl" som den gamle har (fjernbetjening, SCART stik og andet sjov), men til gengæld med det "nye frygtede" Windows Vista.

Det gik sådan set okay med at starte op, men hvorfor i alverden har Medion valgt at lave en næsten 600GB stor C: partition, når nu de ved at jeg helst vil have et systemdrev med styresystem og programmer og et datadrev med alle mine egne ting (billeder, hjemmesider osv)?

Heldigvis er der i Vista indbygget et program til at ændre partitionernes størrelser med. Højreklik på "Denne computer", vælg "Administrer" og dobbeltklik på "Lager" efterfulgt af "Diskhåndtering". Så fremkommer der en grafik der ser ud til at være om end meget inspireret af Partition Magic.

Fint tænkte Mikkelsen, højreklik på C: drevet og vælg "Formindsk", Vista kan vel nøjes med en "lille" 100GB partition og så er der 400 tilbage til mig. Men ak, jeg kunne kun hente lige i omegnen af 200GB, så var det slut. 300GB til C: drevet. Så blev Mikkelsen sur - hvad fanden var nu det for noget skrammel? Gang i Google - jo tak, jeg var langt fra den første der var rendt ind i denne begrænsning.

De fleste henviste til "Gparted", en linux ting der kan bootes op på og så ændre drevene. Men den kan risikere at smadre ens Vista installation og man skal så have gang i at reparere den. Det kan ikke passe, så Mikkelsen måtte søge videre.

Hvad er det der går galt? Jo, Vista smider en række systemfiler sådan lidt hen over midten af ens C: drev. Filer dens partitionsværktøj ikke kan flytte, så som sidefil og genoprettelsespunkter. Ergo må man gå alternative veje. Jeg ledte og ledte for der må være andre løsninger end at smadre ens installation. I min søgen dukkede programmet "Perfect Disk" op. Et program der kan defragmentere bedre end Vistas egen defragmenteringsprogram og et program der netop kan flytte systemfilerne.

Ind i opsætning, slå systemgendannelse fra, downloade Perfect Disk (trialversion der kun virker i 30 dage) og installere det. Først en almindelig defragmentering med Perfect Disk, så trykke på knappen "System Files". System filer kan ikke flyttes mens systemet bruger dem, men under en reboot. Programmet spørger selv om man vil reboote og ude i "DOS prompten" flytter den så systemfilerne ind på midten af drevet (så der er plads til at de ligger samlet og der er plads til udvidelser, præcist som Vista gør det og vel egentligt ret smart - undtagen når man vil bruge pladsen). Nu kunne jeg formindske til lige godt 150GB med Vistas indbyggede partitioneringsprogram. Så ned på 150, ind og køre Perfect Disk 1 gang til, hvor den (under en reboot) så flyttede systemfilerne ned til ca. 70GB og nu kunne jeg med Vistas eget program lave min 100 GB systempartition og 400 GB datadrev.

 

Da ovennævnte computer blev for meget med hensyn til Vista (vi blev aldrig gode venner) og den gode gamle Medion gav op under knægtens spillerier kom tiden til endnu en ny computer. Denne gang med Windows 7, som har præcist samme opbygning af harddisk. Nu var C: partitionen blot 900 GB i stedet for 600 GB. Nu vidste jeg jo hvor "opskriften" lå (her) og det var lige til at gå i gang med.

 

Kommer man i gang med at flytte rundt og vil lave en ny partition og computeren ikke vil det, men kommer med en fejlmeddelelse der hedder:

"Der er ikke nok fri plads på disken(e) til at udføre denne operation"

Ja så tjekker man lige hvor mange drev der er på den disk man vil ændre på. Diskhåndteringen har det svært med mere end fire diske. Så enten skal man finde andet software ellers skal man overveje om man ikke bare skal lade en af de eksisterende diske blive større.
Kilde: WinVistaClub.com


Kommentarer tips og tricks,modtages gerne !!
E-Mail :
Klaus D. Mikkelsen - (moppe@post6.tele.dk)

Designet af Moppe